Der er næsten ingen, der vågner om morgenen og tænker:
“Jeg håber virkelig, jeg bliver lidt mere træt, mister lidt mere muskelmasse og tager et par kilo på i de næste dage.”
De fleste af os vil jo gerne være sunde.
Vi vil gerne være stærke.
Have energi.
Føle os godt tilpas i kroppen.
Og mange vil også gerne være lidt slankere.
Men så kommer den irriterende del:
Vi gider ikke nødvendigvis gøre det, der skal til for at få det.
Og det mener jeg faktisk ikke så hårdt, som det lyder.
For hvis det bare handlede om at vide, hvad der var godt for os, ville problemet for længst være løst.
Vi ved godt, at grøntsager er en bedre idé end vingummi.
At kroppen har godt af at bevæge sig.
At søvn betyder noget.
At protein er en god idé.
Og at den tredje portion eller en stor dessert sjældent er nødvendig.
Alligevel kan man gå rundt med det samme ønske i 5, 10 eller 20 år:
“Jeg vil gerne tabe mig.”
“Jeg vil i form.”
“Jeg vil gerne passe bedre på mig selv.”
Uden for alvor at komme derhen.
Hvorfor?
Fordi viden sjældent er den største sabotør.
Her er fem af de ting jeg oftest møder i mit arbejde:
1. Vi vil helst ikke være ukomfortable
Forandring koster.
Du skal måske træne, når sofaen virker mere tillokkende.
Stoppe med at spise, mens der stadig ligger noget lækkert på bordet.
Gå en tur, selvom det regner.
Sige nej tak, selvom du har lyst.
Være sulten en halv time.
Gå tidligere i seng, selvom serien er god.
Det er ikke nødvendigvis svært.
Men det er lidt ukomfortabelt.
Og vores hjerner er ret gode til at forsøge at fjerne ubehag NU – også når prisen er større ubehag senere.
Så vi vælger den lille lettelse i dag og bliver frustrerede over resultatet om tre måneder.
2. Vi vil have resultatet hurtigere, end vi vil opbygge vanerne
Efter tre gode dage tænker man:
“Nu må der da være sket noget.”
Efter to gode uger:
“Jeg synes altså ikke, det virker.”
Men kroppen har ingen interesse i, hvor utålmodige vi er.
Det meste, der virkelig ændrer noget, er ufatteligt kedeligt:
Gør det.
Gentag det.
Gentag det igen.
Og igen.
Det store problem er sjældent, at man ikke kan gøre det rigtige i en uge.
Det er, om man er villig til at gøre noget godt længe nok til, at det når at virke.
3. Vi tror, det skal gøres perfekt
Mandag går godt.
Tirsdag også.
Onsdag kommer der kage på arbejdet.
Og så starter den:
“Nå. Nu røg den uge.”
Det er en af de mest effektive former for selvsabotage, vi har opfundet.
For sundhed kræver ikke perfektion.
Den kræver, at du bliver god til at fortsætte.
Der kommer kage.
Ferier.
Fødselsdage.
Sygdom.
Travle perioder.
Dårlig søvn.
Og dage, hvor du simpelthen ikke gider.
Den person, der lykkes, er ikke nødvendigvis den, der falder færrest gange.
Det er ofte den, der øver sig i at rejse sig igen. Hver gang.
4. Vi bliver ved med at forhandle med os selv
“Jeg træner senere.”
“Jeg starter mandag.”
“Jeg tager bare én.”
“Det har været en hård dag.”
“Det er jo weekend.”
“Jeg har også fortjent det.”
“Nu skal man jo ikke blive fanatisk.”
Hver enkelt sætning lyder ganske fornuftig.
Problemet opstår, når vi fører den samme forhandling 15 gange om dagen.
Til sidst vinder den løsning, der er nemmest lige nu.
Derfor er gode vaner så effektive.
De fjerner forhandlingen.
Du behøver ikke hver morgen beslutte, om du børster tænder. Det har du indarbejdet som vane.
Sådan kan det også blive med en række andre sundhedsvaner. Hvis vi gør dem længe nok til at de kan blive til vaner.
5. Vi forveksler selvomsorg med øjeblikkelig lindring
Det her synes jeg er en vigtig en.
“Jeg trænger til noget.”
“Jeg fortjener at slappe af.”
“Jeg skal også leve.”
“Det skal ikke være så surt.”
Og nej.
Libet skal ikke være surt.
Men noget kan føles rart lige nu uden faktisk at være omsorgsfuldt over for dig.
Den ekstra vin.
Sofaen hver aften.
At spise videre, selvom du er mæt.
At udskyde det, du ved betyder noget for dig.
Selvomsorg er ikke altid behageligt.
Somme tider er selvomsorg at gøre det, som dit fremtidige jeg bliver glad for.
Og så kommer det, der er interessant (synes jeg):
Vi mennesker er villige til at gå igennem enormt meget smerte for at undgå ganske små mængder ubehag.
Smerten ved ikke at føle sig hjemme i sin krop.
At undgå billeder.
At være utilfreds med sig selv.
At sige nej til aktiviteter i frygt for ikke at kunne følge med.
At tænke “nu skal der ske noget” igen og igen – og så lade være.
Alt sammen for at slippe for det lille ubehag, der ligger i at gøre noget anderledes i dag.
Så måske er spørgsmålet ikke:
“Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen?”
Måske er et bedre spørgsmål:
“Hvilket lille ubehag bliver jeg ved med at undgå – som faktisk står mellem mig og det, jeg ønsker mig?”
